Skip to the content

Rainforest Alliance

Hvad er Rainforest Alliance?

Rainforest Alliance-mærket er et internationalt, privat miljømærke.

Mærket fortæller, at der, når varen bliver produceret, bliver taget hensyn til miljø og bæredygtighed. Det er dog ikke et økologi-mærke. 

Mærket sidder typisk på varer, der bliver produceret i regnskovsområder. Det kunne for eksempel være på bananer, kakao, chokolade, te og kaffe.

Mærket certificerer (godkender) også steder, der udbyder bæredygtig turisme. 

Hvad arbejder Rainforest Alliance for?

Organisationen bag Rainforest Alliance-mærket er en amerikansk miljøorganisation. De arbejder for:

  • At bevare dyreliv og miljø i verdens regnskove.
  • At sikre biologiske systemer og bæredygtig udvikling.
  • At fremme forholdene for arbejdere og deres lokalsamfund.
  • At minimere børnearbejde (børn under 15 år må ikke arbejde med at fremstille varerne). 

Organisationen arbejder efter ISEAL-standarderne. Det er internationale, anerkendte bæredygtighedsstandarder.

Standarderne bliver sendt i offentlig høring og opdateres jævnligt. Standarderne findes inden for skovbrug, landbrug, fiskeri, industri og tekstiler.

Kritik af Rainforest Alliance

Tilbage i 2007 var der kritik af mærket, som blev beskyldt for at være en 'billig udgave' af Fairtrade-mærket. Kritikken gik blandt andet på manglende minimumpriser på varerne.

Minimumpriserne giver producenterne sikkerhed for en minimum indtjening og er med til at bekæmpe fattigdom.

Et andet kritikpunkt har været, at organisationen tillader, at mærket kommer på varer, hvor kun et minimum af varen er certificeret, for eksempel har mærket siddet på kaffebønner, hvor kun 30 procent af bønnerne var certificerede kaffebønner.

Vil du vide mere?