Skip to the content

Bæredygtighed

Økologisk bæredygtighed er en form for bæredygtighed, hvor man tager hensyn til miljøet.

Hvad er bæredygtighed?

Når vi taler om bæredygtighed eller bæredygtig udvikling, handler det om, at vi vil forsøge at skabe de bedst mulige forhold for mennesker og miljø både nu og i den fjerne fremtid.

I Brundtlandrapporten fra 1987 brugte og beskrev man for første gang begrebet 'bæredygtighed’ på denne måde:

At skaffe menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for at dække deres behov.

Brundtlandrapporten, 1987

Bæredygtighed handler om at tage ansvar

Man kan derfor også sige, at bæredygtighed og bæredygtig udvikling handler om vores handlinger her og nu, og om konsekvenserne af vores handlinger på vores fremtidige liv.

Det er med andre ord et spørgsmål om at tage ansvar. Hvis vores handlinger hjælper os og fremtidige generationer med at forsætte 'det gode liv’, kan man tale om bæredygtighed. 

Man kan dele bæredygtighed op i 3 grupper: social, økologisk og økonomisk bæredygtighed.

1. Hvad er social bæredygtighed?

Social bæredygtighed kan man også kalde for social retfærdighed, altså at mennesker bliver behandlet retfærdigt og rimeligt nu og i generationerne fremover.

Og retfærdigheden skal ikke kun gælde mellem generationer, men også mellem samfund og rige og fattige lande.

Et eksempel på social bæredygtighed kunne være, at det ikke kun er få mennesker, der skal have gavn af verdens handel, men at alle skal have del i fordelene ved handel. 

2. Hvad er økologisk bæredygtighed?

Økologisk bæredygtighed betyder, at man også tager hensyn til naturen, så miljøet får de bedste betingelser, og dyr og planter ikke bliver udryddet eller truet.

Økologisk bæredygtighed har ikke nødvendigvis noget med økologi at gøre.

Et eksempel på økologisk bæredygtighed kunne være, at man opretter nationalparker, som beskytter dyr og planter. 

3. Hvad er økonomisk bæredygtighed?

Taler man om økonomisk bæredygtighed, handler det kort fortalt om at holde styr på økonomien på en måde, så den nu og i fremtiden har samme eller større værdi. 

Et eksempel på økonomisk bæredygtighed kunne være, når et firma arbejder langsigtet og ikke kun tænker på at tjene penge her og nu.

For eksempel at en virksomhed ikke kun sælger varer for at overleve, men sætter en pris på varerne, så virksomheden også bliver i stand til at kunne vedligeholde og udvikle sin produktion og virksomhed.  

Økonomi kan være andet end penge

Økonomi kan i denne forbindelse være mere og andet end penge.

Det handler også om, at man holder styr på naturens ressourcer, eller på det, man kalder 'human kapital' på en ansvarlig måde. Human kapital er en anden måde at tale om uddannelse, forskning og udvikling. 

Hvorfor taler vi om bæredygtighed?

Vi har ikke altid haft et behov for at tale om bæredygtighed.

I takt med at vi har udviklet vores samfund, har vi også tæret på naturens ressourcer, forurenet omgivelserne, skabt store forskelle imellem i-lande og u-lande og meget mere.

Hvis vi fortsætter vores udvikling sådan, er der fare for, at det vil gå ud over vores fortsatte velstand med alle de goder og muligheder, vi har i dag.

Vil du vide mere?