Skip to the content

Globalisering

Globaliseringen har indflydelse på mange ting – bl.a. kultur, politik, teknologi og økonomi.

Hvad er globalisering?

Globalisering er et svært begreb at forholde sig til. 

Meget forenklet kan man sige, at globalisering er en måde at tale om samfundets udvikling – både den nære udvikling i dit eget liv, din by eller dit land og udviklingen i samfund langt fra dig. Det er altså ’både og’, for tingene hænger sammen. 

Med globaliseringen er verdens lande kommet tættere på hinanden, og vi er blevet mere afhængige af hinanden. Verden er på en eller anden måde blevet mindre – eller føles mindre.

4 ting, globalisering har indflydelse på

Globalisering har indflydelse på både kultur, politik, teknologi og økonomi.

Se nogle eksempler på, hvad globaliseringen gør for et land som Danmark:

1. Kultur

Maden, som vi nu kan købe og spise i Danmark, stammer fra andre lande – for eksempel sushi eller tortillas.

Film fra Danmark er på filmfestivaller rundt om i hele verden og sælges også til mange forskellige lande.

Et andet eksempel på globaliseringens indflydelse på kulturen er fra 2010, hvor den lille havfrue blev transporteret helt til Shanghai i Kina til en verdensudstilling for at fremme viden om dansk kultur og muligheder for handel. 

2. Politik

I Folketinget bliver der diskuteret spørgsmål som eksempelvis, hvorvidt udenlandske arbejdere i Danmark skal kunne sende børnepenge til deres børn hjemme i deres eget land eller ej.

Lovgivning i EU er også et eksempel på globalisering i politik. Love, der både skal overholdes i Danmark og de andre lande i EU. 

3. Teknologi

Internettet giver os mulighed for at læse nyheder om forhold langt væk fra Danmark.

For eksempel uroligheder i Egypten, oversvømmelser i Thailand, ulykker på atomkraftværk i Japan, osv. 

Ved hjælp af teknologi har vi også mulighed for at kommunikere via internettjenester som Skype, Facebook, Twitter, Instagram, osv. 

4. Økonomi

Danske brands som Ecco og Lego bliver solgt i store dele af verden – og ikke kun i Danmark.

Vi handler med og overfører penge over store afstande til andre lande i hele verden.

Vil du vide mere?