Skip to the content

Handel

Der er mange fordele ved at handle med andre lande – men også ulemper.

Hvad er handel?

Helt overordnet set kan man beskrive handel som en situation, hvor parterne enten betaler eller bytter sig til varer eller serviceydelser.

Handel kan finde sted i den fysiske verden, hvor parterne mødes, eller via internettet. 

Fordele ved handel imellem lande

Der er mange fordele for et land ved at handle med andre lande:

  • Lande kan producere og sælge de varer eller afgrøder, de er bedst til. Kaffeplanten kan ikke tåle frost, så vi kan ikke selv dyrke kaffe på marker i Danmark, men planten vokser fint i Latinamerika og Afrika.

  • Handel giver et land penge, som gør det muligt for landets indbyggere at importere varer. I Danmark kan vi købe kaffe, fordi vi sælger noget andet, fx fisk eller mejeriprodukter. 

  • Hver gang, vi sælger eller køber varer, kan staten også opkræve skatter. Penge fra skatter kan staten bruge på skoler, sygehuse eller veje. 

  • Handel giver mulighed for, at lande kan dele idéer og viden. Det kan føre til nye virksomheder og nye typer af jobs. I Danmark er vi fx blevet gode til i at bygge vindmøller, og det skaber arbejdspladser.

  • Handel med andre lande giver adgang til et stort marked, så et land kan producere mere, end det selv har brug for. Fx producerer vi i Danmark langt flere grise, end vi selv kan spise. Kødet bliver eksporteret til andre lande.

Ulemper ved handel imellem lande

Når handel er så godt for udviklingen i alle lande, undrer du dig måske over, hvorfor meget fattige lande i eksempelvis Afrika ikke handler mere med resten af verden. Det er, fordi der også kan være problemer med handel:

  • Bønder kan blive låst fast i fattigdom. Mange tager ikke selv på det lokale marked, men sælger til en mellemhandler, som dernæst tjener pengene.

  • Handel kan udnytte fattige lande. Fattige mennesker går ofte med til meget dårlig løn og dårlige arbejdsforhold, så deres familier ikke sulter.

  • Både USA og Europa beskytter egne varer ved at lægge told og afgifter på varer fra fx Afrika. Det vil sige, at varerne derfra bliver dyrere at købe i USA og Europa. Det kalder man også for en toldmur eller handelsmur.

  • Problemer tilbage fra kolonitiden hænger stadig fast. Det viser sig fx ved, at mange fattige lande:
    • Stadig får lavere priser for deres varer.
    • 'Kun' eksporterer råstoffer og ikke færdigt producerede varer, som de kunne få en højere pris for.
    • Det er stadig efterkommere af europæere, der ejer jord og ejendomme og derfor også tjener de fleste penge på handlen. Det er dermed ikke den brede befolkning, der får gavn af handlen.

Vil du vide mere?